Natachas forældrefortælling

Forældrefortælling - Natacha
Vores anden forældrefortælling er fra @natacha.ovre, hun har Elias på 5 år og Asta på 9 måneder. I denne fortælling slutter Natacha hendes historie af med et eventyr, men forhistorien er lidt anderledes.

 

Astas start på livet var hård med feber og vejrtrækningsproblemer. Derudover er Asta født med Downs syndrom. En lille forhistorie til chokket min krop gennemgår senere i min fortælling er, at vi først dagen efter Astas fødsel får bekræftet, at hun har Downs syndrom.

 

Asta bliver ammet det første stykke tid, men tog ikke nok på og begyndte også at tabe sig. Hun havde ikke kræfter nok til at spise tilstrækkeligt. Formentlig grundet hendes Downs syndrom har hun nedsat muskelstyrke i hendes mund, samt besvær med mundmotorikken (Børn med Downs syndrom kan mangle den muskelstyrke og koordination mellem mund og tunge, der er nødvendig for at kunne spise effektivt ved brystet). Så vi begyndte at supplere med min egen udpumpede modermælk, som vi gav hende i en sutteflaske.

 

Det hjalp lidt på hendes sutteteknik, men ikke meget. På dette tidspunkt er min krop rigtig stresset over vores "nye" liv. Jeg skulle forholde mig til at mit barn havde downs syndrom, og det var umuligt for mig ikke at tænke på alle de komplikationer, der ville komme fremadrettet. Selvom min krop var under et stort pres havde jeg masser af mælk, det var ikke her problemet lå.

 

Som ugerne gik gav vi mere og mere flaske, og brugte kun amning til hygge/nærvær. Efter 4 måneder stoppede jeg med at pumpe min egen mælk ud, og gik over til at give flaske med modermælkserstatning hele tiden. Jeg lavede ikke andet end at sidde med den pumpe 24 timer i døgnet. Det er simpelthen noget af det hårdeste og mest stressende jeg har prøvet i mit liv. Jeg var konstant irriteret over at være bundet til den pumpe og brugte sammenlagt minimum 1,5 time på hvert måltid. En stor del af mig savnede tiden med min store dreng.

 

Det hele foregik i en glidende overgang, men det var ret sorgfuldt for mig, da jeg så gerne ville amme og ekstra meget på grund af Astas svækkede immunforsvar, ville jeg jo gerne kunne give hende min brystmælk. Hele forløbet har været rigtig hårdt, og vi har til tider måtte benytte en nasalsonde for at hun overhovedet fik nok.

 

De sidste 2 måneder ud af Astas 9 måneders lange liv har hun taget flasken rigtig fint og undværet sonden. Hun vokser og udvikler sig, og hendes vægt er på samme niveau som det "typiske" barn.

 

Når jeg tænker tilbage på mit forløb, var jeg sorgfuld over at mit ammeforløb ikke blev som ønsket, men mere sorgfuld over, at Asta ikke tog nok på i vægt og en konstant frygt for hendes helbred fyldte meget.

 

Jeg er rigtig glad for, at jeg erkendte, at amning ikke var vejen for os, og at min søn lærte mig noget vigtigt og vækkede dette eventyr til live:

 

"Der var engang en storebroder, der elskede sin lillesøster meget højt. Børnenes moder var ked af, at amning ikke fungerede, fordi lillesøsteren ikke havde kræfter nok til at spise tilstrækkeligt. Storebroderen gav da moderen den indsigt; at flaske er ligeså magisk som bryst, og at flaske giver nogle helt andre muligheder for, at faderen og storebroderen også kan få nogle helt særlige og magiske stunder med lillesøsteren. De levede lykkeligt lige indtil storebroderen begyndte at kede sig."