Mias forældrefortælling

Mias forældrefortælling

Vores fjerde #forældrefortælling er fra @miarud, som har Huxi på 4 måneder. Hun undrer sig over, hvorfor det hedder "ammebarn" og "flaskebarn".

"Jeg havde ikke skænket amning en tanke inden jeg fødte. Jeg havde kun min store mave, om baby havde det godt og den fødsel alle snakker godt og dårligt om, i tankerne. Jeg var meget spændt. Da Huxi var født var der ingen, der sagde noget omkring amning, men efter nogle timer, blev jeg spurgt af en sygeplejerske, om jeg ville amme. Det slog det mig, "JA! Det vil jeg, og det skal jeg”.

Jeg ammede Huxi, og det gik helt uden komplikationer og jeg havde en følelse af, at "det var jo nemt". Han var glad, tog på og havde en masse våde bleer, og de næste par uge gik glidende og det hele føles bare rigtig. Mig, som gav mit barn mad igennem min krop.

Jeg kunne mærke den der specielle tilknytning - en tilknytning som kun ham og jeg havde sammen. Noget jeg kan forestille mig, kan være svært for vores partnere helt at forstå, hvor meget det faktisk betyder for os. Her undrer jeg mig også over, at vi ikke blev “lært” op i at amme eller fik nogen informationer heromkring.

Da Huxi er cirka 6 uger gammel føler jeg ikke han spiser nok. Han er ikke så længe på brystet."Jeg tilkalder min sundhedsplejerske, og han har rigtigt nok, ikke taget så meget på. Det skal siges han aldrig på noget tidspunkt har tabt sig, men i de første uger kunne han tage over 300g på, på en uge og allerede på dag 4, var han over sin fødselsvægt.

Sundhedsplejersken anbefaler at jeg skulle tage fem flasker ind om dagen efter hver amning. Jeg blev KNUST! Det ville jeg ikke. Der gik 400 tanker igennem mit hoved. Jeg gik i gang med at pumpe dobbelt hver 2. til 3. time i hele døgnet i 7 dage. Jeg snakkede online med en ammevejleder og betalte endda for at få en ammevejleder hjem til os. Jeg drak hvidtøl, tog vitaminpiller, spiste mandler, lå hud til hud og slappede så meget af som jeg nu kunne i min nye rolle. Jeg fik endda en ny sundhedsplejerske, som anbefaler mig at amme og supplere med flaske 2 gange om dagen.

Efter 3 uger, hvor hele mit liv handlede om amning, om han tog nok på og om jeg spiste det rigtige, gik vi over til at flaske med modermælkserstatning. "Han skal jo have mad nok,” var min logiske tanke og jeg ville jo gøre meget for ham og kun det bedste.

De næste par uger var jeg ked af det over det ikke havde lykkedes mig at give mit barn nok mad. Jeg var ulykkelig over jeg følte jeg havde fejlet. Fejlet som mor og fejlet som hende, der skulle producere mad til vores barn.

Når jeg ser tilbage på den første måned. Føler jeg, at hvis der ikke havde været SÅ stort et pres på mig og mål som “inden næste uge skal han have taget meget på, ellers er det fast flaske med modermælkserstatning,” så tror jeg ikke, jeg havde tænkt på vægt og min mælkeproduktion, og formegentlig havde jeg nok ammet i dag.

Efter mange ugers hård kamp, lander jeg. Lander vi. Vi er blevet "flaskeforældre" og jeg har fået et "flaskebarn". Han skal have nok at spise så han kan vokse sig stor og stærk, og jeg slapper mere af i det end jeg gjorde i starten.

Det ømt og jeg er ked af, jeg ikke fik den rette vejledning i amning, men efter vores situation er som den er, har jeg tænkt meget på, hvorfor skal det hedde ammebarn og flaskebarn. Hvorfor modermælkserstatning? Erstatning for den “rigtige” modermælk, så man kan føle sig endnu mere forkert? Det håber jeg, vi kan tale om - mødre til mødre.”