Sarahs forældrefortælling

Sarahs forældrefortælling

I vores første forældrefortælling stiller Sarah sig selv spørgsmålet: “Hvorfor føler jeg, at jeg må fortælle heeele forhistorien omkring mit ammeforløb for, at det giver mening og for, at folk accepterer?”. Sarah (@woodeliwood) er mor til Alfred på 9 år og Ebba på 3 år. 

"Med min første fødte, Alfred, havde jeg ingen høje tanker omkring amning. Faktisk syntes jeg ikke det var det mest fantastiske, og jeg havde svært ved at forstå andres begejstring. Selve konceptet omkring at babyen skal have det vigtige råmælk for at stå stærkere, måske resten af livet, var jeg helt med på, men selve 'hypen' var ikke mig.

Da Alfred er to dage gammel opdager en sygeplejerske at Alfreds tungebånd er alt for kort. Han kunne ikke komme til at tage ordentligt ved brystet og to dage senere bliver tungebåndet klippet over. Jeg kan huske min mand render i pendulfart forvildet rundt med en gul malkemaskine. Lyden af maskinen, der danner vakuum og suger små bitte dråber af gult klister ud, satte sig sig som en form for tinnitus i mine ører.

Kontinuerligt skulle jeg malke ud for at få mælken til at løbe til. Alfred tog ikke på og hver dag handlede om, hvor mange milliliter mælk han mon havde fået, og hvor godt det var når jeg kunne få produktionen op over et tocifret antal milliliter.

Ved en kontrolvejning nogle uger efter fødslen siger en børnelæge så endeligt: "Nu henter jeg en flaske! Så skal han hurtigt komme ovenpå igen!" Hun sagde det velmenende, og jeg husker at jeg på én gang var både var lettet over en fagpersons udmelding og dybt frustreret over at jeg nu skulle smide håndklædet i ringen.

Min mand var en kæmpe støtte og var mere end klar til at hjælpe med sutteflasker og vores beslutning om hvordan 'fodringsforløbet' skulle være med Ebba, var fælles. Tre dage efter Ebbas fødsel var mælken ved at løbe til og jeg havde ondt som bare pokker i de ellers meget pæne og nu fyldige bryster. Jeg begyndte på at malke det ud jeg havde, hvilket på ingen måde var nok til at mætte vores sultne baby. Helt uden hjælp og gode råd valgte vi, at Ebba skulle have flaske.

 

Hele forløbet med Alfred havde sat sine spor, og jeg vidste, at ikke ville lægge alt min energi i det, hvis det ikke lykkedes. Det var vigtigere, at vi hun var mæt. Jeg havde, på trods af min meget standhaftige beslutning, som jeg troede jeg var helt afklaret med, alligevel grædt over at det ikke kunne lade sig gøre. 

Når jeg tænker tilbage, så ved jeg, at det var andres forventninger, jeg græd over. Og ikke vores babys trivsel. Hvorfor i alverden kan det ikke bare være legalt at svare, når man bliver spurgt: "Tak fordi du interesserer dig for emnet. Vi har fravalgt amningen, så hun får flaske." Punktum.

Jeg har lært mig at moderskabet ikke sidder i brysterne, men i hjertet. Jeg har lært at acceptere det og stå ved det. Med mit sunde, runde barn i min favn. Alle mødre skal gøre lige præcis, hvad de synes er rigtigt og det bedste for deres børn.